Flere elever på efterskole i Danmark

I skoleåret 2017/18 var der 451 påbegyndte efterskoleophold i Grønland eller Danmark, hvilket er en stigning på 14 i forhold til året før. Antallet af påbegyndte ophold er faldet i Grønland, mens det er steget på efterskolerne i Danmark.

 

Figur 1. Antal påbegyndte efterskoleophold efter skole, 2010/11-2017/18

Kilde: Grønlands Statistik- se tal i Statistikbanken (http://bank.stat.gl/UDDESF).

 

Der er plads til henholdsvis 80 elever på Efterskole Villads Villadsen og 70 elever Maniitsumi Efterskoli. Antallet af elever, som er startet på efterskolerne, kan være større end kapaciteten, da nye elever kan starte, når andre har afbrudt opholdet.

 

I 2017/18 er antallet af påbegyndte efterskoleophold på de grønlandske efterskoler faldet. Det gælder især på Efterskole Villads Villadsen, hvor 77 elever startede i 2017/18 mod 88 året før. Antallet af elever som startede på Efterskole Villads Villadsen i 2017/18 var dermed lavere end kapaciteten.

 

De danske efterskoler har haft en stigning på 28 elever i 2017/18 i forhold til det foregående år. Stigningen er sket samtidig med, at Selvstyrets tilskud til forældrebetalingen for lavindkomstfamilier er forhøjet i skoleåret 2017/18.

 

Flere yngre elever tager på efterskole

Langt de fleste tager på efterskole det år, de fylder 16 år, hvilket for de flestes vedkommende er lige efter, de har afsluttet folkeskolen. I skoleåret 2017/18 startede 76 pct. af eleverne det år de fyldte 16 år, mens 8 pct. var yngre. Det er kun i Danmark, at unge under 16 år kan tage på efterskole.

 

Andelen som er over 16 år, når de tager på efterskole er faldet fra 20 pct. i 2016/17 til 16 pct. i 2017/18. Modsat steg både andelen af de 16 årige og dem der var yngre end 16 år med 2 pct. point.

 

Figur 2. Påbegyndte efterskoleophold inddelt efter alder, 2017/18

Note: Aldre er opgjort ved udgangen af kalenderåret.

Kilde: Grønlands Statistik- se tal i Statistikbanken (http://bank.stat.gl/UDDESA).

 

Tre ud af fire påbegyndte ophold gennemføres

I skoleåret 2017/18 gennemførte 352 elever et efterskoleophold, svarende til 78 pct. af de påbegyndte forløb. Det er en fremgang på 2 pct.point i forhold til året før.

 

Efterskole Villads Villadsen har den laveste gennemførelsesprocent blandt efterskolerne. I 2017/18 gennemførte 58 pct.af eleverne på Efterskole Villads Villadsen. Gennemførelsesprocenten har siden opstarten af skolen overordnet set været faldende, og nåede det laveste niveau i 2016/17 med 55 pct.

 

På Maniitsumi Efterskoli gennemførte 73 pct. af eleverne efterskoleopholdet. Maniitsumi Efterskoli havde den laveste gennemførelsesprocent i 2013/14 på 48 pct. men siden da er gennemførelsesprocenten steget med 26 pct.point.

 

Sammenlignet med de grønlandske efterskoler har de danske efterskoler haft en højere gennemførselsprocent. Der er dog sket et fald henover årene, hvor gennemførelsen er gået fra ca. 91 pct. i skoleårene 2012/13 til ca. 84 procent i det seneste skoleår.

 

Figur 3. Gennemførselsprocent opdelt efter efterskoler, 2010/11-2017/18

Kilde: Grønlands Statistik- se tal i Statistikbanken (http://bank.stat.gl/UDDESF).

 

Mere end hver tredje på en årgang starter på et efterskoleforløb

Nedenfor ses andelen af årgangene 1995 til 2000, der hhv. påbegyndte og gennemførte et efterskoleophold mellem skoleårene 2009/10 og 2017/18.

 

Figur 4. Andel af en fødselsårgang, som har påbegyndt/gennemført et efterskoleophold, årgang 1995-2000

Kilde: Grønlands Statistik- se tal i Statistikbanken (http://bank.stat.gl/UDDESE).

 

Blandt de unge født i år 2000 har næsten halvdelen (47 pct.) været startet på et efterskoleophold, mens 35 pct. har gennemført efterskoleopholdet. Det ligger på samme niveau som de 2 forudgående fødselsårgange. Antallet af personer i fødselsårgangene er faldet fra 941 i årgang 1995 til 803 i årgang 2000.